Pludseligt sker det, mens adrenalinen er høj, vævet er varmt og blodgennemstrømningen stor; du bliver skadet.

Typisk træder du forkert, falder, støder ind i en anden, får en tackling eller bliver skubbet. Skaden kan være lige fra en let forstuvning til knoglebrud.

Hvad gør du nu?
Omfanget af en pludselig opstået idrætsskade kan være svært at bedømme straks efter uheldet. Hvordan du takler situationen er derfor ekstrem vigtigt for det videre forløb og skadens ophelingsproces.

Hvad skete der?
Hvis du hørte eller følte et ”pop”, smæld, knæk eller lignende, så skal skaden behandles med det samme og du bør ikke forsætte med aktiviteten. Det er en god ide at få skaden undersøgt på skadestuen med det samme eller af en idrætsmedicinsk specialist hurtigst muligt.

Hvis skaden er af mindre omfang, er det stadig en rigtig god ide af få behandling med det samme for at nedsætte risikoen for en ny skade oveni og samtidig nedsætte ophelingstiden.

Symptomer på en akut skade:
Udover pludselig smerte er der også andre tegn, der karakteriserer denne skadestype:

  • Rødme
  • Lokal trykømhed
  • Varme
  • Hævelse

Foretager du den korrekte førstehjælp eller ej?
Akut skadesbehandling: HER og NU – JO HURTIGERE JO BEDRE!!

Price(m) - Princippet

P – ”Prompte”
Stop bevægelse med det samme.

R – ”Rest”
Sæt eller læg dig ned og sørg for, at du ikke kommer til at fryse – tag overtrækstrøje på m.m.

I – ”Ice”
Afkøl det skadede område omgående sammen med stram kompression.
Hvis du bruger en kemisk gel pakning, så læg et tyndt underlag af stof mellem huden og isposen, hvis du bruger knust is fra en ismaskine, kan isen lægges direkte på huden kun med plastikposen imellem. Isposen lader du være på i 30 min og holder herefter pause i 90 min for ikke at lave forfrysninger.

C – ”Compression”
Brug et elastikbind e. lign. til at lave kompression omkring det skadede område.

Lige når skaden er sket, må det gerne lægges stramt på sammen med isen i 30 min. Hvis du ikke har is til rådighed, er det ekstremt vigtigt, at det er en stram kompression i 30 min for at nedsætte hævelse og blødning i vævet. Hævelse og øget blødning i vævet betyder, at der kan ske en øget dannelse af arvæv.

Efter de første 30 minutters behandling lægger du en relativ stram kompression, hvor du ikke hindrer blodtilførslen.

E – ”Elevation”
Den skadede legemsdel skal hæves over hjertehøjde. Dette opnås lettest ved, at du lægger dig ned.

Når legemsdelen hæves, nedsættes blodtilførslen, og blodtrykket og blodets tilbageløb optimeres ved hjælp af tyngdekraften. Så længe der er øget hævelse og blødning, bør du hæve legemsdelen for at hjælpe helingsprocessen.

M – ”Mobilisering”
Bevægelse til smertegrænsen efter få timer/dage for at fremme helingen. Dette foretages efter aftale med speciallæge eller fysioterapeut.

Husk

Akutte skader må aldrig varmebehandles eller masseres.

Basiskendskaber til førstehjælp er vigtigt for at kunne behandle en akut idrætsskade.