Patellar Tendinopati

Patellar tendinopati, også kendt som springerknæ el. jumpers knee, er en smertefuld overbelastningsskade som ses hos mange atleter.

Generelt opstår skaden hyppigt i idrætsgrene, som involverer retningskift, hop og spring herunder bl.a. basketball, volleyball, håndbold og andre boldspil. I nogle tilfælde debuterer smerten efter en landing, et enkelt hop, et løft eller lign., og i andre tilfælde kommer smerterne snigende og udvikler sig over tid.

Smerten er som regel lokaliseret under knæskallen til udspringet af patellasenen. Smerterne forværres ved brug af quadricepsmusklen og provokeres ved hop og løb. Der kan ligeledes være smerter ved trappegang og ved længere statisk siddende stilling med bøjede knæ.

Patellasenen

Patellasenen går fra knæskallen og ned. Den hæfter på tuberositas tibia (prominent knoglepunkt øverst på skinnebenet), er forbundet med quadriceps-senen og arbejder sammen med quadriceps-musklen (den store forreste lårmuskel).

Risikofaktorer for Patellar Tendinopati
  • Øget vægt
  • Eksplosiv kraftudvikling i spring
  • Benlængdeforskel
  • Pronation (platfodet)
  • Nedsat styrke i quadriceps
  • Nedsat fleksibilitet over knæet
  • Køn (mænd har større chance for at udvikle patellar tendinopati)
Achilles Tendinopati

Achilles tendinopati er en overbelastningskade på achillesenen. Skaden kan forekomme både som akut og kronisk smerte. Senen er ikke ruptureret men er oftest hævet og har nedsat funktionsevne.

Smerterne starter typisk i forbindelse med fysisk aktivitet. De aftager ved hvile, men forværres igen efterfølgende. Der kan opleves stivhed efter øget træningsbelastning, og især kan der forekomme morgensmerter, hvor det tager nogle minutter med let bevægelse, før man kan træde normalt på foden. I nogle tilfælde kan der også være smerter i hvile.

Achilles tendinopati ses i mange forskellige sportsgrene, men særligt konkurrenceløbere er udsat, da halvdelen af disse oplever skaden i løbet af deres karriere. Derudover indebærer sportsgrene, som indeholder meget løb, en øget risiko. Skaden ses dog også hos ikke-aktive personer.

Anatomi

  1. Gastrocnemius (den store lægmuskel) består af to hoveder, der samles i et bredt senebånd og fortsætter i achilles-senen, som hæfter på calcaneus (hælknoglen). Achilles-senen er den største og stærkeste sene i kroppen. Senen er omkring en halv cm. tyk og tåler træk på 5-600 kg.

Risikofaktorer Achilles Tendinopati
  • Pronation (platfodet)
  • Unormal bevægelighed i ankelleddet.
  • Nedsat styrke over ankelledet (særligt i plantarfleksion)
  • Dårligt udstyr
  • Forkert træningsplanlægning
  • Overvægt
  • Køn (særligt mænd er udsat)
Behandling af Tendinopati

Hos ProAlign kan vi hjælpe dig med, at få den helt rigtige behandling af din tendinopati, så du hurtigt kan vende tilbage til din sport. Først og fremmest udfører vi en grundig individuel undersøgelse, som danner grundlag for en tilpasset behandling. Derudover får du et øvelsesprogram tilpasset specifikt til dig. Vi kan også hjælpe dig med at finde de rette indlægssåler og vejlede dig specifikt ifht. træningsbelastning (intensitet og mængde).

Behandlingen kan omfatte superviseret genoptræning i fitnesscenter, high power laser, elektroterapi, manuel behandling samt specifik træning. Endelig kan vores AlterG Anti-Gravity løbebånd hjælpe dig med at komme hurtigt i gang med at løbe igen.

Kilder:

  • Bojsen-Møller F et al. (2014): ”Bevægeapparatets anatomi”
  • Brukner & Kahn (2017): ”Clinical Sports Medicine, 5th. Ed
  • Fagligt Katalog, Dansk selskab for Sportsfysioterapi (2019)
  • Lægehåndbogen, Patellar tendinopati, Sundhed.dk (2018)